Aktiviteter
Læs om borgermøder, workshops mm
Her finder du et overblik over afholdte arrangementer.
Afholdte aktiviteter
I januar 2022 inviterede BioScape til første lodsejermøde omkring projektet ved Byn Sø.
Lemvig Kommune og Region Midtjylland præsenterede projektet for de fremmødte lodsejere. Alle med indflydelse på projektet og jord som en del af det var mødt op sammen med repræsentanter for Skovsgaard Energi. Der var en livlig diskussion med god tid til at drøfte ønsker og spørgsmål til projektet.
Senere i september blev andet lodsejermøde afholdt i Oddehus, som ligger lige ud til Byn. Det var noget efter det første møde i januar, men nødvendigt for at få planlagt og sat forskellige aktiviteter i gang.
På mødet var alle lodsejere inviteret til en snak om status for projektet med at genoprette Byn som en lysåben sø med de sjældne undervandsplanter, der tidligere har vokset i søen. Mødet skulle samtidigt afdække, hvilke muligheder, udfordringer og interesser, der findes i området.
Det udgør fundamentet for, at projektet kan gå helhedsorienteret til skabelsen af løsninger, der måske ikke kun løser problemet med høj næringsstoftilførsel til Byn sø, men samtidig skaber merværdi for lodsejerne og for borgerne i området. Igen var der et stort engagement blandt de fremmødte.
Tredje møde med lodsejerne, november 2022, blev holdt som en workshop med fokus på "Interesser og fælles viden". Det skulle skabe det bedste videre grundlag for gennemførelse af oprensningen og sikring af søens naturtilstand. I forbindelse med BioScape projektet udføres flere undersøgelser af vandkvalitet, arter i området mv. Lige så vigtig er den lokale viden. Lodsejere, der har boet tæt på Byn hele deres liv, kender området på en anden måde og ved, hvor der tidligere har været drænet, hvor mange af planterne har været eller hvor man f.eks. kunne svømme i søen. Derfor arbejder projektet tæt sammen med lodsejere og de lokale beboere. Ved fællesmødet blev deltagerne inddelt i grupper og skulle med et landkort diskutere og indtegne på kortet forskellige emner og muligheder. Ikke på deres egen ejendom, da der ofte er modstand og restriktioner mod at ændre hos sig selv. Et meget udbytterigt møde for alle, hvor mange ting og forslag kom på bordet. Det har dannet grundlag for det videreforløb af processen.
I februar 2022 afholdt Region Midtjylland og Horsens Kommune det første borgermøde på Endelave. Mødet varet orienteringsmøde om BioScapes overordnede mål, rammer og forventet forløb. Mere end 60 af øens lodsejere, sommerhusejere og fastboende deltog i dialogen om BioScape.
Involveringen af øens beboere og samarbejde med lodsejerne er centralt for at sikre øens drikkevand i synergi med forbedret natur, biodiversitet og landbrugsproduktion. Tak til alle for at tage godt imod projektet. Vi glæder os til det videre samarbejde.
I december 2022 blev 2. borgermøde afholdt på Endelave. Det foregik i skolens gymnastiksal igen med et stort fremmøde og interesse fra øens beboere.
På mødet blev der givet en status for projektet, hvor processen omkring multifunktionel jordfordeling start påbegyndes. Det sker efter der har været foretaget undersøgelser af øens geologi, for at bestemme mægtighed og udbredelse af grundvandsressourcen på øen.
Der var derfor spændende nyheder med på mødet, da geolog Flemming Jørgensen præsenterede resultaterne, da øens geologi og undergrund ikke har været så godt analyseret tidligere. F.eks. kunne han fortælle, at der er fundet en begravet dal dybt under Endelave by. Det er muligt, at dalen er et grundvandsreservoir.
Omfanget af det allerede kendte grundvandsreservoir på midten af øen blev også undersøgt, og der er hermed muligt specifikt at udtage jorde inden for dette område, hvor dannelsen af drikkevandet sker, til natur.
Samtidigt har der været afholdt møder kun for lodsejerne for at inddrage dem og høre om deres interesser i at indgå i arbejdet. Sammen med landbrugsstyrelsen er de også orienteret mere specifikt om MUFJO ordningen og de muligheder, det giver. Møderne med lodsejeren er sket både på fællesmøder, og hvor Landbrugsstyrelsen har besøgt den enkelte lodsejer for at diskutere deres private planer og muligheder.
Mange af beboere og lodsejere har boet hele deres liv på Endelave. De har derfor et stort kendskab til forholdene på øen og hvordan det tidligere har været. Det er vigtig viden at få sat i spil. Derfor blev deltagerne på et møde inddelt i grupper, og skulle med et landkort diskutere og indtegne på kortet forskellige emner og muligheder. Ikke på deres egen ejendom, da der ofte er modstand og restriktioner mod at ændre hos sig selv. Et meget udbytterigt møde for alle, hvor mange ting og forslag kom på bordet. Det har dannet grundlag for det videre forløb af processen og de løsninger, der senere er implementeret i projektet.
Som en del af projektet på Endelave har der været en ordning med Multifunktionel Jordfordeling (MUFJO) med Landbrugsstyrelsen. Ordningen er et redskab, hvor man gennem køb og salg af jorder, kan muliggøre multifunktionelle projekter. Her tænkes landbrugsproduktion sammen med bl.a. biodiversitet, drivhusgasreduktion, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv samt landdistriktsudvikling.
Ved at tage landbrugsarealer ud af drift, giver det plads til at forbedre miljøets tilstand, og det kan give borgerne adgang til flere oplevelser i det åbne land. Jordfordelingen er et puslespil mellem områdets lodsejere, hvor deltagerne køber og sælger jord med hinanden samtidigt. Frivillighed er et nøgleord for jordfordelingen. Resultatet bliver, at lodsejerne, der lader jord gå ud af drift, får tilbudt andre jorde i erstatning. For alle deltagende lodsejere er målet at samle deres marker i større blokke eller på placeringer, så det giver god mening for deres bedrift.
Med jordfordeling er vejen banet for renere drikkevand på Endelave. Det danner udgangspunkt for de videre forhandlinger, hvor jordfordelingsplanlæggerne sammen med Horsens Kommune og SAMN-Forsyning forsøger at lave frivillige dyrkningsaftaler med lodsejerne og kompenserer dem for det.
For at en jordfordeling kan finde sted, så skal vi finde ud af, hvor meget de forskellige jorde i området er værd. Det kalder man en vurderingsforretning. Derfor er det helt essentielt at have lodsejerne med til vurderingsforretningen. De kender til de lokale forhold og jordernes bonitet, kultur- og dræntilstand m.m.
Lodsejere, Landbrugsstyrelsen, Horsens Kommune, en lokal planteavlskonsulent og den vurderingssagkyndige mødtes og drøftede vurderingsforretningen på Endelave.
I foråret 2023 mødtes lodsejere, jordfordelingsplanlæggerne, Horsens Kommune og en lokal planteavlskonsulent sammen med den vurderingssagkyndige, hvor både principperne for vurderingsforretningen og takseringen blev talt igennem. Herefter blev handlerne afsluttet og tinglyst til de nye ejere og næsten 100 Ha blev taget ud af drift med erstatning til lodsejeren, og omlagt til varig natur. Dog kan der græsses på arealerne, hvilket er vigtigt for at bevare deres status som god og varieret natur.
Landskabsprojekter er ofte komplekse, fordi der inden for et geografisk afgrænset område er mange interesser og interessenter med forskellig brug og ønsker til udviklingen af området. Nye projekter ændrer det fysiske landskab og påvirker relationer mellem lodsejere, borgere, myndigheder og andre aktører. Omstillingen af landskabet kan skabe nye løsninger og synergier, men også konflikter, usikkerhed og forstærke eksisterende skel.
Derfor er jordfordelingen og de landskabelige ændringer i BioScape sket gennem metoden Samskabende Forhandlinger. Metoden bygger dels på Mutual Gains Approach, udviklet på Harvard University, og Connective Negotiation, der har fokus på deltagernes interesser fremfor deres standpunkter og holdninger. Med fokus på lodsejernes individuelle interesser og ønsker giver det mulighed for at udvikle det lokale ejerskab i projektet og for potentielt at skabe mere værdi end først antaget.
I samarbejde med hollandske konsulenter fra P2 har BioScape projektpartnerskabet og relevante samarbejdspartnere holdt en workshop med intensiv træning i Connective Negotiation. Træningen havde fokus på forhandling ved jordfordelingsprojekter, samt hvordan gennemsigtigheden i processerne forbedres.
I samarbejde med Landbrugsstyrelsen og Naturstyrelsen har partnerne i BioScape skrevet en praktisk guide til at understøtte samarbejde og merværdiskabelse i forhandlinger. Guiden er en vejledning til nye procesledere og andre interesserede i at skabe mere værdi i landskabsprojekter gennem samarbejde med andre aktører. Guiden fokuserer på, hvordan du som procesleder kan forberede, igangsætte og gennemføre samskabende projekter med inddragelse og samarbejde med borgere, organisationer og myndigheder.

I maj 2023 var partnerskabet i BioScape på studietur til Toulouse i Frankrig for at udveksle erfaringer med andre tilsvarende LIFE-projekter. Vi mødtes med tre projekter LIFE Biodiv'Paysanne, LIFE Terra Musiva og LIFE Gascon's Hills samt repræsentanter for franske myndigheder på området. Turen var meget givtig, hvor der var arrangeret workshops til udveksling af erfaringer og ekskursioner for at besøge lodsejere i de tre projekter.
Den første dag startede med besøg af partnerskabet hos CEN Occitanie. En halvprivat organisation, der er del af den franske politik for bevarelse af biodiversitet via en akkreditering udstedt af staten og regioner gennem miljøloven. Her gav de fire projekter gav hver en kort introduktion til deres projekter. Henrik Ørtenblad præsenterede det overordnede formål med BioScape samt de tre projektområder.
Thyge Nygaard gav en præsentation af organiseringen af natur og landbrug i Danmark, hvorefter Melissa Bernard præsenterede den franske organisering. Herefter fulgte en workshop omkring politisk involvering og metoder til at sætte biodiversitet på den politiske dagsorden. Danmark og Frankrig har flere fælles udfordringer, særligt når det handler om involvering af lodsejere og komplekse organisatoriske strukturer omkring forvaltning af natur og biodiversitet.
Men der er også meget at diskutere, når det kommer til langvarig naturbeskyttelse og pleje.
Om eftermiddagen var der besøg hos en lodsejer, som er en del af LIFE Biodiv'Paysanne, samt er forpagter gennem organisationen Terre de Liens. Organisationen støtter mindre landbrug, kollektiver og mere diversitet inden for landbrug ved at støtte kommende landmænd i at finde arealer, som de kan forpagte. Der udarbejdes aftaler omkring dyrkningen af arealerne samt tiltag for styrkelse af biodiversitet. På gården De Lafage driver forpagteren et blandet landbrug med vinproduktion, skovbrug, får med mere. Husdyrproduktioner forsvinder i Frankrig, ligesom vi har set tendensen i DK. Naturpleje er i høj grad drevet af landmændene selv i Frankrig, der er ingen støtte kan søges hertil.
Næste dag startede med kørsel til Auch-området, hvor der var planlagt workshop i lade hos en lodsejer, der er en del af LIFE Gascon Hills. Her fortalte Simon Bach og Per Nørmark om forløb samt udbytte af brug af Connective Negotiation i dialogen med lodsejere, hvorefter der var drøftelser omkring lighed og forskelle mellem tilgange i Danmark og Frankrig.
Herefter gik turen til Gimont, for at se på et projekt med fokus på at genoprette biodiversitet på enge. Det konkrete sted anvendte de høslæt for at støtte genetableringen af området. senere samledes gruppen ti enl workshop omkring køb og salg af landbrugsarealer. Der var oplæg fra en privat organisation ved navn SAFER, som indgår i processer for jordfordeling med myndighed til at opkøbe og inddrage jord med formålet at støtte lokal udvikling og mindre landbrugsproduktion.
Studieturen sluttede med en middag i Toulouse for de danske og franske LIFE projekter til fælles afrunding og diskussion af de danske og franske forhold for biodiversitet og sikring af naturarealer.

