Tværgående metoder
Læs og find inspiration i vores tværgående metoder
I samarbejde med partnere i BioScape har SEGES Innovation udviklet et værktøj til at støtte jordfordelingsprojekter. Det er udviklet som et kortværktøj med det formål at give et visuelt overblik over muligheder i et område med jordfordeling.
Programmet er tilgængeligt via www.landmand.dk. Med værktøjet kan lodsejeren give kommunen, rådgivere og jordfordelere direkte adgang til bedriften samt de ønsker, lodsejeren har til en eventuel jordfordeling.
Jordfordelingsværktøjet er opbygget til at kunne håndtere en opstartsfase med indikationer og ønsker; uden at der ligger nogle forpligtigelser i det for lodsejerne. Det er et opstartsredskab til lodsejer og de udtagningskonsulenter og kommuner, der arbejder med klimaindsatserne lokalt. Platformen udviklet, så der kan arbejdes med projekter og arealer i hele Danmark. For BioScape arbejdes der specifikt med de tre projektområder.
Værktøjet har været testet på jordfordelere fra Landbrugsstyrelsen, miljørådgivere og ansatte på SEGES Innovation P/S og videre ind som en del af BioScape projektet.
Landskabsprojekter er ofte komplekse fordi der inden for et geografisk afgrænset område er mange interesser og interessenter med forskellig brug og ønsker til udviklingen af området. Klima-, miljø- og biodiversitetskrisen stiller nye krav til, hvordan vi bruger og indretter fremtidens landskab. Der skal findes plads til både rigere natur, energi, drivhusgasreduktioner, friluftsliv, grundvandsbeskyttelse, lokal udvikling eller skovbrugsproduktion. Det skaber kamp om arealerne, og skal puslespillet gå op, må projekterne fokusere på helheder og tilgodese flere hensyn på én gang.
Nye projekter ændrer det fysiske landskab og påvirker relationer mellem lodsejere, borgere, myndigheder og andre aktører. Omstillingen af landskabet kan skabe nye løsninger og synergier, men også konflikter, usikkerhed og forstærke eksisterende skel. Derfor kræver multifunktionelle projekter strategisk planlægning og samarbejde med borgere, forskellige forvaltninger og institutioner.
Samskabelse kan skabe forandringer og rum for, at forskellige aktørers viden og interesser kan forme en proces med nye perspektiver og synergier, bedre resultater og større ejerskab til projektet.
Tilgangen bygger dels på Mutual Gain Approach, udviklet på Harvard University, og Connective Negotiation, som har fokus på deltagernes interesser fremfor deres standpunkter og holdninger. Med fokus på lodsejernes individuelle interesser og ønsker giver det mulighed for at udvikle det lokale ejerskab i projektet og potentielt skabe mere værdi end først antaget.
I samarbejde med Landbrugs- og Naturstyrelsen har partnerne i BioScape skrevet en praktisk guide til at understøtte samarbejde og merværdiskabelse i forhandlinger. Guiden er en vejledning til nye procesledere og andre interesserede i at skabe mere værdi i landskabsprojekter gennem samarbejdet med andre aktører.
Guiden fokuserer på, hvordan du som procesleder kan forberede, igangsætte og gennemføre samskabende projekter med inddragelse og samarbejde med borgere, organisationer og myndigheder. Gensidig gevinst i en forhandling betyder at komme med tilbud, der er gode for dem og fantastiske for dig. Det betyder, at du tænker kreativt over, hvordan du kan få mere af det, du ønsker, ved at hjælpe den anden side med at få det, hun vil have.
Lær om metoden og læs guiden
Hent Praktisk Guide Til Samskabende Forhandling (pdf)
Download Practical Guide For Collaborative Negotiation (pdf)
Læring om multifunktionel jordfordeling, biodiversitet og vandmiljø på Landbrugsskoler
I samarbejde med Asmildkloster Landbrugsskole, SEGES Innovation og søsterprojektet LIFE-IP-Natureman har BioScape udviklet et interaktivt undervisningsforløb til landbrugsskoler.
Formålet med undervisningsforløbet er at fremme viden om jordfordeling og om biodiversitet hos kommende landmænd og driftsledere. Forløbet består af ca. 8 timers undervisning fordelt på 4 moduler, hvor modulstrukturen kan tilpasses det enkelte forløb og landbrugsskole.
Region Midtjylland har udviklet et spil med multifunktionel jordfordeling. Ved Landbrugsstyrelsens ordning med multifunktionelle projekter tænkes landbrugsproduktion sammen med bl.a. biodiversitet, reduktion af drivhusgasser, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv samt landdistriktsudvikling. Undervisningsforløbet inkluderer en case, hvor eleverne selv skal prøve at være jordfordelere og omfordele jorde på baggrund af et prædefineret område og dets interessenter. Det giver eleverne forståelse for det at indgå i jordfordelingsforhandlinger samt hvilke aktører, der har interesse i at indgå aftaler om udtagning af lavbundsjorde, beskyttelse af grundvand, naturfremmende tiltag, m.m. I MUFJO-spillet er eleverne lodsejere, som deltager i forhandlinger med Styrelser, Forsyningsselskaber og andre landmænd.
Kontakt BioScape-sekretariatet hvis du vil vide mere om undervisningsforløbet eller har lyst til at afprøve det sammen med din uddannelsesinstitution.